Børnehuset Lyngbakken er en udeinstitution og vi tilskriver udelivet høj værdi for det pædagogiske arbejde med børnene. Udeliv giver nogle fantastiske rammer for børnenes leg, med højt til loftet, så børnenes stemmer, energi og kropslige udfoldelser får frit spil til at skabe de gode lege, som legepladsen indbyder til.
Børnene er ude hver dag, i det omfang der giver mening for aldersgruppen. Det er derfor helt essentielt, at børnenes garderober indeholder rigeligt med overtøj og skiftetøj. Se forslag til garderobeliste her.
Lyngbakken er et integreret børnehus som vægter fællesskab højt! Vi gør en dyd ud af, at kende alle børn og arbejder med det vi kalder fælles hus. Alle voksne i Lyngbakken er tilknyttet et hold, hvor der arrangeres alderssvarende og stimulerende aktiviteter i tidsrummet kl. 9-12. Om morgenen og eftermiddagen arbejder vi ud fra tanken om, at vi er et fælles hus. Det vil bl.a. sige, at personalet roterer og har opgaver på tværs af aldersgrupperne, arrangerer lege og aktiviteter som kan rumme både store og små. På denne måde får vi voksne et særligt kendskab til alle børn i Lyngbakken, og børnene bliver trygge ved alle voksne i huset, og kan søge trøst og omsorg hos alle.
Vores barnesyn beror på, at børn er forskellige og at vi skal finde styrkerne hos alle individer og bidrage til, at børnene får de bedst mulige betingelser for trivsel og udvikling ud fra de forudsætninger og behov barnet har. Vi følger og guider børnene i alt hvad de laver, og anser hele barnets dag i børnehuset, som værende vigtige læringsrum - såsom ankomst til børnehuset, den frie leg, pædagogiske aktiviteter, måltider, påklædning i garderoben osv. Alle disse situationer indeholder store udviklingspotentialer, hvor vi arbejder aktivt med tanken om zonen for nærmeste udvikling, altså at lade barnet øve sig i eksempelvis af- og påklædning, at få øje på hinanden og hjælpe hinanden, udtrykke egne behov og reagere på andres, handle empatisk. Vi står derfor ofte på sidelinjen og støtter barnet, frem for, at klare opgaver for barnet, som barnet enten selv kan eller næsten kan.